Frivillige i Odense i dialog med kommissionen

12-10-2017

Beredskabskommission og Beredskab Fyn tager åbent brev fra 37 frivillige brandmænd alvorligt og anerkender behov for de frivillige

37 frivillige brandmænd ved Beredskab Fyns station i Odense har sendt et åbent brev til Beredskabskommissionen med titlen ”Vedr. den katastrofale tilstand af de frivillige enheder ved Beredskab Fyn”.

Ifølge Fyens Stiftstidende er de utilfredse med, at de ikke får ”tilstrækkelig uddannelse, kommunikationen halter, og ledere bliver kun i korte perioder, inden de siger op, hvilket sætter en stopper for udviklingen og forpurrer motivationen.”

”Vi tager brevet meget alvorligt. Det er stilet til kommissionen, som vil tage en snak med de frivillige, og sa? har den nok en holdning til, hvad der skal ske”, siger viceberedskabsdirektør i Beredskab Fyn Rene Cording Jensen i avisen og tilføjer bl.a.:
”Der er i allerhøjeste grad brug for dem. De er meget vigtige og lige så vigtige som det øvrige beredskab”.

”Det kalder jo på, at vi snarest muligt skal have en god dialog med vores frivillige brandmænd i Odense”, siger formanden for Beredskabskommissionen for Beredskab Fyn, i Nyborg Kenneth Muhs (V) ifølge Stiftstidende og tilføjer bl.a.:
”Jeg ser frem til en god og konstruktiv dialog, for de frivillige er vigtig.”

”Det er klart, at arbejdsforholdene skal være i orden for de frivillige, derfor bakker vi naturligvis de frivillige op”, udtaler regionsleder i Beredskabsforbundet Region Syddanmark Marianne Kjær.
”Men samtidigt er det rigtig godt at se, at både Beredskab Fyn og kommissionen klart udtrykker behovet for de frivillige og at kommissionen lytter og vil mødes med de frivillige. De tager situationen alvorligt og virker konstruktive, så vi er optimistiske.”

 

Situationsbillede/foto: Bjørn Nielsen